You are here:

Kan I hjælpe Gorilla Juice?

Hvad er Gorilla Juice?

Med frugt og rødder direkte fra junglens frodige skove arbejder Gorilla Juice på, at du kan få det bedste fra naturen hver dag. Virksomheden importerer frugter fra forskellige steder i verden og producerer juicen på deres fabrik i Danmark, hvor det også kommer i emballage. Juicerne sælges af Gorilla Juice direkte til forbrugerne gennem deres webshop, men størstedelen af salget foregår via B2B-salg.

Gorilla Juice har oplevet en bemærkelsesværdig vækstrejse siden stiftelsen i 1998. Fra at være en lille opstartsvirksomhed har virksomheden udviklet sig til en markant spiller på det danske marked for frugtjuice, kendt for deres originale kvalitetsprodukter.

Væksten har imidlertid ikke været uden udfordringer. For mange virksomheder kan en voldsom vækst i omsætningen medføre betydelige operationelle og strategiske udfordringer.

Gorilla Juice har ansat jer som konsulenter med den bundne opgave, at I skal bidrage med konkrete handlingsalternativer som kan være med til at fremtidssikre forretningen.

Ledelsen mener nemlig, at virksomheden står på en såkaldt ”brændende platform”, som gør det nødvendigt at tænke proaktivt.

Dels vurderes det nødvendigt, at der introduceres nye produkter for at kunne gøre sig gældende på markedet. Efterspørgslen på produkter som har en tydelig bæredygtig profil er stor og vurderes stigende, samtidig er det ganske enkelt et krav for at kunne konkurrere fremadrettet. Der er indikationer i markedet om, at disse produkter bør være produceret af mere lokale europæiske eller måske endda nordiske råvarer.
Dette er ledelsen meget opmærksom på og kan umiddelbart se god fornuft og forretning i.

Dels er det vigtigt at kunne sprede virksomhedens risiko ud på flere og forskellige kundegrupper. 

Held & lykke – vi har brug for jeres hjælp!

Gorilla Juice er udfordret…

Gorilla Juice står over for aktuelle udfordringer på grund af stigende råvarepriser og inflation de senere år. Virksomhedens salg følger i det store hele Paretos regel, hvor 80 procent af salget kommer fra 20 procent af kundeporteføljen, som primært tæller de mest fremtrædende europæiske dagligvarekoncerner.

Det betyder blandt andet, at avancerne er lave, da kæderne med deres store volumen ofte har forhandlet attraktive priser på produkterne. Dette gælder særligt white labels. Derudover oplever virksomheden, at kunderne har et stort fokus på egne agendaer.

Gorilla udfordres nemlig af høje krav om særlig lang holdbarhed på produkterne (også kaldet ”shelf life”), øget fokus på innovative produkter og netop mere orientering mod bæredygtighed.

Dertil kommer behovet for at være genkendelig i butikkerne (in-store fokus), der betyder, at hvis Gorilla Juice ønsker at være synlig i butikkerne blandt konkurrenterne, ja så skal der findes ressourcer til eksempelvis tydeligt POS-materiale (eks. skiltning), køb af særlige placeringer og specielle kølefaciliteter. Dette kræver både kreative, økonomiske og logistiske ressourcer, som kan være en udfordring for virksomheden.

Målet: Strategiske alternativer

Gorilla Juice har som mål at sprede sin risiko og blive mindre afhængig af de relativt få A-kunder. Der er antageligt flere forskellige tilgange, der kan løse denne problemstilling, det kan læse om nedenfor. Fælles er, at disse tilgange eller strategier om du vil, kan hjælpe Gorilla Juice med at diversificere kundebasen, sprede risikoen til flere kundegrupper og samtidig udvide produktporteføljen.

 

Nye segmenter

Gorilla Juice undersøger segmenter i brancher, hvor konkurrencen ikke er lige så intens. De overvejer konkret at øge fokus mod brancherne for hoteller og restauranter (inkl. kantiner og caféer) eller alternativt "Leisure" segmentet, primært Fitness-sektoren og sportsklubber.

International skalering

Gorilla Juice overvejer om forretningen kan øge det internationale fokus. Dette indebærer at undersøge muligheden for at indgå samarbejde med flere udenlandske dagligvarekæder og anvende en lignende forretningsmodel som i Danmark.

Produktudvikling

En anden vigtig overvejelse er, om der kan produktudvikles på brandet. Med adgang til de store kæder kan Gorilla Juice overveje at lave "line extensions", hvor nye varianter i eksisterende kategorier udvikles. Tidlige tilbagemeldinger fra de omtalte segmenter ovenfor indikerer også, at der er behov for et mere attraktivt sortiment, som byder på innovative produkter, der også er bæredygtige og anderledes end dem markedet ellers kan tilbyde. Desuden kan de fokusere på at forædle råvarerne yderligere i stil med konceptet Arla Unika, https://arlaunika.dk/collections/arla-unika som producerer eksklusive og høj-kvalitets mejeriprodukter. Det vil potentielt give en konkurrencemæssige fordel for Gorilla Juice.

Nye produkter

Endelig undersøger Gorilla Juice muligheden for at udvikle helt nye produkter til nye kundegrupper. En idé kunne være at finde anvendelse for pulpen, der er et biprodukt fra juiceproduktionen, og skabe nye produkter deraf. Det har lange udsigter og må antages at være både omkostningstungt og kræve en del ressourcer.

Jeres rolle - opgaven som skal løses

I er nu ansat som konsulenter i forretningsudvikling hos Gorilla Juice og ledelsen har en række overordnede spørgsmål, som ønskes besvaret. Det er dog helt nødvendigt, at Gorilla Juice øger både top- og bundlinje samt positionerer sig endnu tydeligere som en stærk bæredygtig juiceleverandør.

For at eksekvere hurtigt har ledelsen en klar ambition om, at Gorilla Juice dels kommer ud til et af de nævnte segmenter, enten hotel og restaurant (inkl. kantiner og caféer) eller Leisure (Fitness-sektoren og sportsklubber) og på den korte bane får introduceret minimum et nyt produkt, som kan gøre virksomheden mere attraktiv. Horisonten udgangen af 2025.

Derudover ønskes en langsigtet strategi for hvordan virksomheden over en 3 – 5-årig periode kan positionere sig yderligere som premium brand. Det kan byde på helt andre tiltag, segmenter og fokusområder, det er op til jer som konsulenter at vurdere hvad der giver mening og er en rentabel business case.

Hvilke strategiske alternativer bør Gorilla Juice vælge for at øge væksten og fremtidssikre forretningen?

Konkrete forhold til afklaring:

  1. Hvilke fordele og ulemper er der ved at engagere sig i brancherne for hotel og restaurant (inkl. kantiner og caféer) eller Leisure (Fitness-sektoren og sportsklubber)?
  2. Hvilket segment/segmenter bør Gorilla Juice fokusere på for hurtigt at øge omsætningen?
  3. Hvordan kan virksomheden differentiere sig tydeligt på bæredygtighed overfor både eksisterende og nye segmenter?
  4. Hvordan kan Gorilla Juice gøre brug af digital handel og AI som værktøjer til at nå det eller de omtalte segmenter?

Læs mere om kravene her: Aflevering og krav

Der er mange veje at gå, men helt overordnet kan nedenstående være en fornuftig og ikke mindst struktureret tilgang.

  1. Start med at læse case beskrivelsen grundigt igennem. Der er mange små detaljer og det vil være en fejl at kaste sig hovedkulds ud i at besvare.
  2. Sæt dig herefter grundigt ind i siden: Aflevering og krav – den kommer nemlig til at styre jeres besvarelse.
  3. Se så videopræsentationen af Gorilla Juice og undersøg, Gorillajuice-demo.dk, for at få et bedre indtryk af virksomheden. 
  4. Læs dernæst bilagene herunder, de giver dig en god og dybere indsigt i forretningen:
    1. Business Model Canvas
    2. Strategiske forretningsenheder
    3. Sortimentsbeskrivelse og
    4. Marketing tiltag
  5. Til sidst skal I sætte jer ind i det resterende datamateriale, ikke mindst alle Excel-ark.
  6. Brug (god) tid på at tænke kreativt… det vil komme jer til gode i sidste ende. Der er ikke tale om en traditionel skoleopgave, så brug tid på at tænke ud af boksen, som man siger… få eventuelt hjælp til at styre en kreativ proces af jeres underviser eller en intern fra eget praktiksted
  7. Lav så en plan, og prioritér… I kan formentlig ikke nå alt I har ambition om, det handler om at træffe valg og kunne vælge fra.